Klar til genåbning ved afkørsel 57, Horsens S

I morgen åbner yderligere 7 kilometer af E45-strækningen mellem Vejle og Skanderborg


I det sydlige opland til Horsens lysner det nu forude; de store kraner og byggehejs, der i ugevis har tårnet sig op i horisonten og kastet lange skygger, er langt om længe forduftet sammen med det meste af det tunge vejarbejde, og tilbage er denne smukke – synes vi selv – formation af ATKI-servicebiler i sidste etape af ombygningen af TSA (tilslutningsanlæg) 57, motorvejstil- og frakørslen ved det prisbelønnede Recharge City* i Horsens S.

Hen over sommeren har den Østjyske Motorvej været plaget – planmæssigt, bevares – af vejarbejde og hastighedsnedsættelse i forbindelse med udvidelsen af motorvejen fra 4 til 6 spor med 130 km/t fartgrænse, og de mange bilister i området har således gennem en længere periode måttet affinde sig med 2 spor og 80 km/t, sågar momentvis været opfordret til at tage den store omvej via Herning.

I fredags åbnede imidlertid de første 8 kilometer af den i alt 22 kilometer lange E45-strækning mellem Vejle og Skanderborg, og i morgen – den 15. juli – åbner så yderligere 7 kilometer mod nord, frem til TSA 57, hvor billederne her er taget og hvor ATKIs signalteam i sidste uge knoklede på højtryk for at få signalanlægget klargjort til åbningsdagen.

Vi er i ATKI stolte over at have været en del af det store E45-ombygningsprojekt anført af Vejdirektoratet og ser frem til, at bilisternes mange vejarbejdefrustrationer nu snart afløses af glæden ved en hurtigere og mere effektiv trafikafvikling på denne nøglestrækning.

ATKI Admin

Lignende nyhedsopslag