ATKI får sin første in-house trafikingeniør: Rasmus Johannessen

I sidste uge bød vi i ATKI hele tre nye kollegaer velkommen: Luisa Jørgensen (driftskoordinator), Tobias Lund Pehrsson-Baggesen (signaltekniker) og Rasmus Johannessen (trafikingeniør). Og nu er det ikke for at fremhæve nogle frem for andre, men sidstnævnte er altså lidt speciel – det er nemlig første gang, at ATKI får sin helt egen in-house trafikingeniør 🙂
Siden vi i 2018 udvidede ATKI til at omfatte ikke bare trafikregistrering, -sikkerhed og -regulering samt parkeringsløsninger, men også ITS og signalanlæg, har vi haft en målsætning om at kunne tilbyde vores kunder det absolut bedste inden for komplette og nøglefærdige signal- og trafikstyringsløsninger – med alt lige fra forundersøgelse (dataindsamling), projektering (rådgivning), design, installation og kalibrering / drift. Med Rasmus og hans ekspertise ombord har vi nu lagt endnu en vigtig brik i puslespillet om at kunne realisere den målsætning på fornemmeste vis.
Da ATKI for nyligt vandt et stort driftsudbud for en ’større dansk kommune’ (så har vi ikke sagt for meget), har vi desuden valgt at mande/kvinde op på driftssiden, og ansættelserne af Luisa som ny driftskoordinator og Tobias som den første af fem nye signalteknikere er således et resultat heraf.
Der er ingen tvivl om, at vi i ATKI går en travl tid i møde, men med disse forstærkninger på medarbejderfronten, føler vi os ekstra godt rustede til, i fællesskab, at kunne løfte de mange nye spændende opgaver.
Et rigtigt varmt velkommen i ATKI til Luisa, Tobias og Rasmus. Og god Kr. Himmelfart til alle derude!


