ATKI har netop installeret og idriftsat et nyt lyskryds på Langeland – og det er ikke et hvilket som helst lyskryds, der her er tale om; det er nemlig det allerførste lyskryds på den charmerende danske ø med den aflange udformning.
Lyskrydset, der blev indviet sidste fredag (25. okt, 2024), er placeret hvor Brovejen og Ringvejen møder hinanden nord for Rudkøbing. Knudepunktet her var i perioder særdeles trafikeret, og i nogle tilfælde opstod der kø og farlige situationer.
Det nye lyskryds er et såkaldt ‘intelligent’ lyskryds, der ved hjælp af radar og termiske kameraer tilpasser sig trafikmængden og sørger for en fleksibel og gnidningsfri trafikafvikling på alle tider af døgnet til glæde for de mange daglige trafikanter.
Især de “bløde” trafikanter vil opleve, at det nu er mere trygt at færdes på stedet, idet der er etableret tydelige fodgængerfelter med fodgængertryk samt selvstændige signaler til cyklisterne.
Projektet udspringer af Infrastrukturplan 2035, hvor der blev afsat midler til at forbedre krydset ved Brovejen og Ringvejen. Oprindeligt var det planen, at krydset skulle ombygges til en rundkørsel, men efter ønske fra både Langelands Kommune og det lokale erhvervsliv blev det besluttet at etablere et intelligent lyskryds i stedet.
Tillykke til Langeland med deres nye (og første!) lyskryds 🙂