Styreapparat med vs|plus til Herlufsholm, Næstved

VIDEO - On-location stemningsbilleder og -lyd

ATKI har installeret et nyt ATKI-Stührenberg styreapparat med vs|plus program i Herlufsholm, Næstved

Med udsigt til Herlufsholm Skole

I Herlufsholm Sogn i Næstved ligger den berømte Herlufsholm Skole og Gods, hvor selveste H.K.H. Frederik 10. af Danmark har været kostskoleelev i tidernes morgen. Kører man mod skolen i vestlig retning (f.eks. fra København) og via Herlufsholm Allé kommer man, lige før skolen, til en lille ensporet broovergang, hvor alléen krydser Susåen. Her, på åens østbred, har ATKI netop installeret et nyt ATKI-Stührenberg styreapparat, der regulerer trafikken via de tilsluttede detektorer og trafiksignalhoveder.

Signalanlægget fungerer som et klassisk doseringsanlæg, hvor bilister på henholdsvis østbredden og vestbredden af Susåen på skift ledes over den smalle broovergang, hvor der kun er plads til én aktiv kørselsretning ad gangen. Styreapparatets fornemmeste opgave er med andre ord at forhindre, at to modkørende bilister mødes midt på broen og sætter en prop i trafikflowet.

Selve styremaskinen, der er fabrikeret i Tyskland af ATKIs tyske partner og medejer Stührenberg GmbH, er blevet bygget op, konfigureret og testet af ATKIs egne specialister på vores hovedkvarter på Transportbuen i Næstved, hvorefter ATKIs udkørende signalteknikere har stået for den endelige levering og installation for kunden, i dette tilfælde Næstved Kommune.

Vi håber, at Næstved Kommune og kommunens borgere og besøgende bliver glade for den nye løsning.

Kører på vs|plus

Det nye styreapparat er sat op til at køre softwaren vs|plus, der er et avanceret parametriseringsværktøj til styring af trafikkryds, udviklet af schweiziske VS | verkehrssysteme ag, der er en af ATKIs faste samarbejderspartnere.

vs|plus er særligt egnet til trafikaktiveret styring af et vejkryds samt til at implementere prioritetssystemer for kollektiv trafik. For at registrere trafikken skal et tilstrækkeligt antal detektorer være forbundet til controlleren. Detektorsignalerne scannes typisk 10 gange i sekundet.

vs|plus leverer ikke et programmeringsmiljø, men giver trafikingeniøren – i dette tilfælde vores nye in-house trafikingeniør Rasmus Johannessen – mulighed for at parametrisere styringen. Den anvender en abstraktionsmodel for de nødvendige parametre, såsom “ønsket prioritet”, der kan indstilles som et parameter.

Takket være parametriseringsmulighederne kan softwaren kommunikere med centrale trafikcomputere og implementere deres aktuelle strategi via parameterændringer. Dette muliggør f.eks. re-koordinering af en grøn bølge, samtidig med at de lokale optimeringer bevares.

Billedet til højre viser den nye ATKI-Stührenberg styremaskine, som nu har erstattet den forhenværende maskine (billedet til venstre) fra en anden leverandør.
Et smugkig ind i maskinen, mens den stadig var under opbygning af vores specialister hjemme på Transportbuen (NB. det er ikke den endelige konfiguration).
Det nye styreapparat er placeret på den østlige side af den lille ensporede broovergang, hvor Herlufsholm Allé krydser Susåen.

Om Herlufsholm Skole og Gods

Siden benediktinermunkenes gang i 1100-tallets Skovkloster er der sket meget med det smukke område ved Susåens bred. Munkene rejste en kirke, dyrkede jorden og i løbet af middelalderen erhvervede klosteret store jordbesiddelser – senere vurderet til omtrent 25.000-30.000 ha.

Munkene levede – håber vi – et fredeligt liv helt frem til Reformationen, hvor Kong Christian III inddrog kirkens jord. I 1560 overtog Herluf Trolle og Birgitte Gøye området gennem et mageskifte med Kong Frederik II. De havde en drøm om at starte en skole for ”ædlinger og andre ærlige mænds børn”.

I 1565 grundlagdes Stiftelsen ”Herlufsholm Skole og Gods”. Således blev fundamentet for det nutidige Herlufsholm dannet og kom til at omfatte skolen, godset og kirken. I dag omfatter godset godt 1.000 ha agerjord og skov samt kirkegården og en række ejendomme og huse. Selvom kirken og kirkegården tilhører Stiftelsen, kan hele Herlufsholm Sogn anvende dem.

Stiftelsens rolle i dag er først og fremmest ejerskab og drift af skolen, som både huser kostelever og et stort antal af lokale dagelever fra Næstved og omegn. Virksomheden har en bestyrelse, men den daglige drift af gods og skole varetages af Rektor og Direktør samt godt og vel 170 ansatte.

Herlufsholm Gods råder over en del grønne områder og skov, og eleverne har rig mulighed for at nyde roen ved Susåen og i skoven eller hygge sig sammen i den store park på skolens område. Skovene drives af Stifelsen selv efter moderne og bæredygtige principper mens jordbruget er bortforpagtet.

Besøg skolens egen hjemmeside her.

Lignende referencer

OCIT-baseret signalanlæg til Vejen Kommune

ATKI har haft fornøjelsen af at bistå Vejen Kommune i forbindelse med etablering og levering af signalanlæg til krydset. Signalanlægget er etableret med 4 præference-programmer, hvor der er taget udgangspunkt i den fremtidige trafikale situation...

Berøringsfrit fodgængertryk i mindre by

I Vildbjerg tæt på Herning kan man nu glæde sig over et nyetableret lyskryds, der skal højne sikkerheden for trafikanterne på en vigtig strækning gennem byen. ATKI har udstyret krydset med bl.a. kamera, radar og berøringsfri fodgængertryk...